Nyhed

Politisk aftale kan forlænge usikkerhed om værdiansættelser

Regeringen, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Kristendemokraterne nedsætter en ny ekspertgruppe for skematisk værdiansættelse. Dermed får tusindvis af familieejede virksomheder tidligst en sikker værdiansættelse ved udgangen af 2023.

Partierne bag ”Danmark kan mere 1” har aftalt at nedsætte den anden arbejdsgruppe, der skal ”se på mulighederne for at udarbejde skematiske modeller for værdiansættelse.” Gruppen skal afrapportere ved udgangen af 2023. Den første ekspertgruppe – nedsat i forbindelse med tredoblingen af generationsskifteskatten i 2019 – formåede ikke at løse den opgave.

Peter Foss, bestyrelsesformand i FOSS A/S og medlem af Vækst i Generationer, glæder sig over, at aftalen anerkender, at der er problemer med de nuværende værdiansættelsesregler i forbindelse med generationsskifter i familieejede virksomheder.

”Radikale Venstre har længe anerkendt, at der er et problem, som den første ekspertgruppe ikke løste. Det gør Socialdemokratiet og SF nu også. Det er godt,” siger Peter Foss, der dog frygter, at aftalen forlænger usikkerheden for tusindvis af virksomheder midt i et generationsskifte:

”Vi skal bruge en løsning nu. Det var en politisk beslutning, da man i 2015 afskaffede de klare regler for værdiansættelse, og nu kræver det en politisk beslutning at genindføre dem. Den beslutning må tusindvis af virksomheder desværre vente endnu længere på.”

Uden et retskrav kan virksomhederne ikke forudberegne skatteregningen
Fra 1982-2015 havde familieejede virksomheder retskrav på klare regler for værdiansættelse. Det retskrav afskaffede SR-regeringen i 2015. Uden et retskrav har virksomhederne ingen sikkerhed mod, at Skattestyrelsen afviser de skematiske modeller og skønner værdien med andre modeller.

I rapporten fra den første ekspertgruppe om værdiansættelse, giver udvalgsmedlem og partner i Bech-Bruun Michael Serup en mindretalsudtalelse. Her henviser han til et konkret eksempel på, at Skat øger en værdiansættelse fra 140 mio. kr. til 500 mio. kr. – uvidende om, at den faktiske handelspris få uger inden var ca. 140 mio. kr. Rapporten viser også, at Skattestyrelsen i gennemsnit øger værdiansættelsen med 83 pct. i sager, hvor virksomheder fratages retten til at bruge de skematiske modeller.

En ny skematisk model giver ingen sikkerhed, når Skattestyrelsen til enhver tid kan ignorere den. Hvis en skematisk model skal hjælpe virksomhederne med at planlægge generationsskiftet, så skal alle virksomheder have retskrav på at anvende den,” fastslår Peter Foss.

Usikkerhed øger konsekvenserne af generationsskifteskatten
De usikre værdiansættelsesregler øger skadevirkningerne af generationsskifteskatten, fordi det kan øge den samlede skatteregning, og fordi skatteregningen generelt bliver umulig at forudberegne.

Et samlet erhvervsliv, eksperter og fagforeninger advarede i 2019 regeringen om konsekvenserne af de usikre regler for Danmarks ca. 60.000 familieejede virksomheder og deres 850.000 medarbejdere. Familievirksomhederne er særligt afgørende for vækst og arbejdspladser uden for de store byer.

Alligevel tredoblede regeringen generationsskifteskatten uden at klare regler for værdiansættelse.  Danmark har i dag nogle af de strammeste regler for generationsskifter i OECD, imens Sverige og Norge helt har afskaffet generationsskifteskatten.