Nyhed

Positivt at ny regering prioriterer de familieejede virksomheder

Den nye SVM-regering har præsenteret deres regeringsgrundlag. Her prioriteres en ændring af den nuværende værdiansættelsesmetode og en sænkelse af selve generationsskattesatsen fra 15 pct. til 10 pct. Det er positivt, selvom det optimale havde været helt af afskaffe generationsskifteskatten, siger Jakob Topsøe på vegne af netværket Vækst i Generationer i en pressemeddelelse.

”Det er en god dag for landets over 60.000 danske familieejede virksomheder. Vi er glade for, at den nye regering har erkendt, at der eksisterer en udfordring, når danske familieejede virksomheder skal generationsskifte. Selvom den bedste løsning havde været, at generationsskifteskatten blev fuldstændig afskaffet, er det positivt, at den nye regering konkret vil mindske den meget dyre beskatning, der gør det svært at videreføre virksomheder på danske hænder”, siger Jakob Topsøe, formand for Topsøe Holding A/S og medlem af netværket Vækst i Generationer.

”Det er en klar forbedring, at den nye regering vil indføre en ny model for værdiansættelse, når virksomheder skal generationsskifte, så virksomhederne fremover sikres forudsigelighed og retssikkerhed. Det er vigtigt, at en ny værdiansættelsesmetode sker på baggrund af konkrete historiske regnskabstal. Det er samtidig positivt, at man nedsætter selve generationsskifteskatteprocenten, som i 2019 blev tredoblet. Det reducerer det kapitaldræn, som virksomhederne har ved et generationsskifte, så pengene i stedet kan bruges til fortsat innovation, vækst og arbejdspladser. Så selvom der stadig er et uløst problem, så er det et klart skridt i den rigtige retning”, siger Jakob Topsøe, formand for Topsøe Holding A/S og medlem af netværket Vækst i Generationer.

”Vi håber, at regeringen vil skabe gode rammevilkår for landets mange familieejede virksomheder, så de fortsat kan investere i grøn omstilling, ny teknologi og danske arbejdspladser. Gode rammer for et generationsskifte er afgørende for, at familieejede virksomheder kan forblive på danske hænder og skabe vækst og arbejdspladser over hele landet”, påpeger Jakob Topsøe på vegne af netværket Vækst i Generationer.