Nyhed

Finanslov tredobler generationsskifteskat og glemmer retssikkerhed

Finansloven for 2020 tredobler skatten på generationsskifter i familieejede virksomheder. Regeringen har samtidig ignoreret både erhvervslivets og fagforeningers opfordring til først at genoprette retssikkerheden ved værdiansættelsen og gøre det muligt for den enkelte virksomhed at forudberegne kapitaldrænet.

Generationsskifteskatten dræner familievirksomheder for kapital når næste generation viderefører virksomheden. I nogle tilfælde bliver regningen så stor, at virksomheden tvinges til helt at opgive generationsskiftet. Alligevel tredobles generationsskifteskatten og deraf kapitaldrænet i virksomhederne med aftalen om finansloven for 2020:

Det er en katastrofe, at man tredobler kapitaldrænet i tusindvis af familieejede virksomheder, fordi det over hele landet betyder færre investeringer i digitalisering, grøn omstilling og arbejdspladser. Flere virksomheder vil være nødt til at lukke helt, imens andre vil blive solgt til f.eks. udenlandske kapitalfonde,” siger Peter Foss, formand i FOSS A/S og medlem af Vækst i Generationer.

Ignorerer advarsler fra medarbejdere, fagforeninger og et samlet erhvervsliv

Blandt andre Dansk Metal, 3F og DI har advaret mod konsekvenserne af at hæve generationsskifteskatten baseret på de nuværende regler, hvor især uklare regler for værdiansættelser skaber problemer.

Virksomhederne kan i dag ikke forudberegne værdiansættelsen, fordi SR-regeringen i 2015 afskaffede de regler, der siden 1982 havde givet virksomhederne fast og sikkert retsgrundlag. Stramningen hævede det typiske kapitaldræn og fjernede virksomhedernes retskrav på at vide, hvilke regnemetoder Skattestyrelsen bruger til at værdiansætte virksomheden.

Det er dybt uansvarligt, at man tredobler en skat uden først at kunne fortælle, hvad skatten skal betales af. Medarbejdere, fagforeninger og et samlet dansk erhvervsliv har klart og tydeligt fortalt regeringen, at det kan få meget alvorlige konsekvenser,” siger Peter Foss.

Regeringen vil nedsætte en ekspertgruppe til at se på værdiansættelsesreglerne, men man tredobler skattesatsen, inden man ved, om den gruppe får skabt retssikkerhed på området.

Nye regler ville dræne Novo Nordisk for +300% af egenkapitalen

Peter Foss fremhæver C25-selskaberne som et sted, hvor man kan fornemme, hvor alvorlige konsekvenserne af tredoblingen af skattesatsen bliver for de familieejede virksomheder. Her kan værdiansættelsen nemlig let og enkelt aflæses ud fra børsværdien:

”Hvis fx Novo Nordisk var familieejet og skulle generationsskifte, ville en tredoblet generationsskifteskat samlet set koste ca. 180 milliarder kr. Det er tre gange mere end det, virksomheden har i egenkapital. Jeg kan ikke nævne en virksomhed, der kan overleve sådan et kapitaldræn.”

For spørgsmål, interview eller kontakt til familieejede virksomheder:

Kontaktperson Anthon A. Nødskov på igenerationer@igenerationer.dk eller tlf. 2899 2288.

Yderligere fakta

  • Der er i udregningen af det tænkte, illustrative eksempel med Novo Nordisk ikke taget højde for evt. yderligere aktieavanceskat eller evt. passivposter. Udregningen er baseret på en aktieværdi på 700 mia. kr. Heraf skal 105 mia. (15%) betales i generationsskifteskat. For at have 105 mia. kr. til at betale generationsskifteskat, skal der samlet trækkes ca. 180 mia. kr. ud af virksomheden, da dette beløb først beskattes yderligere med 42% i udbytteskat.
  • Danmark har ca. 60.000 familieejede virksomheder. De skaber ca. 850.000 arbejdspladser i Danmark. Heraf ligger 75 % i virksomheder med mindre end 100 ansatte.
  • Finansministeriet har fastslået, at ”langt hovedparten” af virksomheder, der rammes af generationsskifteskatten, er små og mellemstore virksomheder.
  • Sverige afskaffede beskatningen i 2005, da Socialdemokraterna var i regering. Norge afskaffede skatten i 2014. Siden da har Socialdemokratiet i Danmark nu strammet vilkårene to gange.
  • I andre EU-lande, som fx Tyskland og Storbritannien, kan virksomheder opnå 100 % fritagelse for kapitaldrænet under bestemte vilkår.

 

Credit Suisse har vist, at familieejede virksomheder klarer sig bedre end andre ejerformer. Samtidig viser forskning, at familieejede virksomheder skaber mere innovation70% af alle danske eksportaktive virksomheder er familieejet.